Emner

Socialpædagogik gør en forskel

Socialpædagogik kommer ikke af sig selv, men er baseret på viden, erfaring og personlige kompetencer.

Jeg starter med at placere mig selv i en dør på et rumænsk børnehjem for handicappede børn. Jeg ser på en dansk socialpædagog, som kontakter et barn, der ligger i sin seng. Barnet er betegnet som autist ved siden af sit mentale handicap. Socialpædagogen kommunikerer tydeligt med barnet, ikke noget jeg forstår, men inden for få minutter er der en nær mental og fysisk kontakt mellem de to.

Jeg kan stå i en anden dør og se en ung komme meget ophidset hjem til døgninstitutionen, mens hun kalder pædagogen alverdens ukvemsord. Pædagogen lader sig ikke rive med, men inviterer den unge til at sætte sig og spørger, om hun ikke vil have en kop te. Den positive kontakt på trods af, at den unge inviterede til alt mulig andet, skaber hurtigt en tæt snak om, hvad det egentlig er, der hidser sådan op.

Dette er blot to små og enkle historier, hvor man som beskuer kan se socialpædagoger handle som verdensmestre i det, de arbejder med. Det er ikke noget, der kommer af sig selv, det er baseret på viden, erfaring og personlige kompetencer erhvervet til netop den opgave, man løser. Mangler der en af ingredienserne, får man noget andet end det højt professionelle arbejde, og det kan være i orden til noget arbejde, men at tro på at pædagogisk arbejde alene kan baseres på personlige kompetencer og relationer, er en illusion.

Som borger, der har brug for socialpædagogisk bistand, må det være et krav, at det tilbud, man bliver omfattet af, har gjort sig alvorlige overvejelser om og kan begrunde sine valg for, hvilke faggrupper der løser hvilke opgaver. Kun på den måde kan borgeren sikres, at der er et udviklingsperspektiv i tilbuddet, og at det er de mest kvalificerede personer, der støtter i arbejdet med at nå målene. Hvis ikke det er tilfældet, må man naturligt stille spørgsmål ved kvalitet og formål med tilbuddet.

Omvendt så skal ansatte der laver socialpædagogisk arbejde også have fokus på at kunne tydeliggøre sit arbejde. Meget af det socialpædagogiske arbejde kan ikke ses umiddelbart, da det tager udgangspunkt i hverdagssituationer, og ofte kommer der ikke noget klart svar, når man spørger ind til, hvad arbejdet består i. Giver man eksempelvis støtte til en borger om morgenen med at komme op, soignere sig og gøre klar til dagen, får man måske at vide, hvad der konkret gøres, men sandsynligvis foregår hele processen ud fra bevidste valg, som handler om etik, personlig integritet og viden om, hvordan det gøres bedst, så resten af dagen bliver positiv. Er man uden denne viden og ikke får den fortalt, er det vanskeligt at se det professionelle i det nævnte eksempel. Det er ikke fair for dem, der udfører arbejdet, men det er heller ikke fair, at omgivelserne ikke beriges med den viden og indsigt, der ligger bag det socialpædagogiske arbejde.

Så socialpædagogisk personale bør altid have fokus på at fortælle om fagligheden i deres arbejde både til kolleger og uden for arbejdspladsen. Det har vi ikke været gode til, men i fremtiden bliver det en nødvendighed, hvis vi skal sikre den socialpædagogiske faglighed, og at der er tilbud til borgerne, som holder fast i et udviklingsperspektiv. Det kan vi godt, for fagligheden er der, og den udfolder sig mange gange hver eneste dag fra hver enkelt ansat, uanset hvilken funktion man er ansat til at varetage.

Socialpædagogik er et vigtigt fag ikke mindst for de mennesker, der er dybt afhængige af den socialpædagogiske støtte.

Venlig hilsen

Peter S. Kristensen

Formand Socialpædagogerne Nordjylland

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld