Sammenlignet med andre borgere har udviklingshæmmede oftere vægtproblemer og dårlige kost- og motionsvaner. Flere undersøgelser viser, at udviklingshæmmede og borgere med handicap er særligt udsatte i forhold til livsstilssygdomme. Der er brug for særlige tiltag, idet de eksisterende tilbud om sundhedsfremme og forebyggelse ikke er målrettet borger med handicap.
Derfor besluttede Handicapområdet i Brønderslev Kommune at sikre borgerne inden for deres område en hverdag med fokus på livskvalitet, sundhed og ressourcer.
”Arbejdet med borgernes sundhed indebærer ofte et dilemma for medarbejderne. Det er en svær balancegang mellem omsorgspligt og omsorgssvigt. Man kan måske se, at borgeren bliver mere og mere overvægtig, men er det i orden at blande sig i, hvad de spiser? Og hvordan skal man egentlig gribe ind? Vi var i hvert fald enige om, at løftede pegefingre og forbud ikke er vejen frem,” siger Susanne Holmgaard Jørgensen, der er områdeleder for Handicap Vest i Brønderslev Kommune.
Fakta:
Sundhedsprojektet løb fra januar 2014 til februar 2015 og bestod af en sundhedsambassadør-uddannelse til 14 medarbejdere, tre temadage for alle medarbejdere, 8 ambassadørmøder samt fast diskussion og refleksion på afdelingernes personalemøder.
Et bredt sundhedsfokus
Handicapområdet valgte at arbejde med det brede sundhedsbegreb i deres indsats. Sundhed handler om mere end gulerødder, motion og sygdomme. Det handler også om livskvalitet og velvære – både fysisk, psykisk og socialt.
”Vores mål var, at det brede sundhedsbegreb skulle blive en integreret del af hverdagen, og at vi i det daglige fokuserede på borgerens ressourcer frem for begrænsninger. Samtidig skulle personalet opnå viden om konkrete sundhedsfremmende og forebyggende metoder og redskaber til at skabe mere fysisk aktivitet, sund kost og tænke alternativt,” siger Susanne Holmgaard Jørgensen.
Hele medarbejdergruppen på 124 medarbejdere deltog i kompetenceudviklingsforløbet, og derudover blev 14 medarbejdere udpeget til at være Sundhedsambassadører, og de blev uddannet hos UCN. Det er sundhedsambassadørernes rolle at synliggøre, hvor vigtigt det er, at det brede sundhedsbegreb bliver en naturlig del af hverdagen på de forskellige tilbud, og samtidig skal de motivere deres medarbejdere til at deltage aktivt.
Fakta:
Projektet blev kørt som et jobrotationsprojekt, hvor ledige passede medarbejdernes arbejde, mens de blev efteruddannet.
”Det er lykkedes i stor stil. Vi har fået fælles fodslag, og der er blevet og bliver skabt masser af nye tiltag og tilgange. Næste skridt er, at hver afdeling formulere en sundhedspolitik, som vil blive en vigtig del af det videre arbejde,” siger Susanne Holmgaard Jørgensen.
(Offentliggjort den 15. april 2015)