Emner

Velkommen til Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nye, elektroniske medie, hvor vi vil fortælle om nogle af de ting, der rører sig inden for vores arbejdsområde. Indsigt erstatter vores tidligere trykte kredsblad. Dette nummer handler meget om uddannelse og faglighed, jeg vil her dog tage et andet afsæt end det lokale, når jeg forholder mig til de to emner.

Indsigt bliver sendt ud til alle de medlemmer, som vi har en email-adresse på. Hvis nogle af dine kolleger ikke har fået Indsigt, kan de tilmelde sig her på siden.

Dette nummer handler meget om uddannelse og faglighed, og det er to meget centrale begreber i socialpædagogisk arbejde. Jeg vil her dog tage et andet afsæt end det lokale, når jeg forholder mig til de to emner.

I 2008 fik Socialpædagogerne Nordjylland kontakt med ni børnehjem for handicappede børn i Tirgu Mures, Rumænien. De ni børnehjem havde tidligere været et stort børnehjem og kunne måske have været et af dem, vi så i udsendelsen Ceausescus børn omkring 1990. Nu var de flyttet ud i ni selvstændige boliger, men havde mangel på personale med pædagogisk viden og indsigt, som de vidste kunne bringe dem videre i deres arbejde med børnene.

Efter nogen tids kontakt og drøftelser om, hvad de havde af behov, blev der lavet et forslag om en toårig uddannelse, som var delt op i fem faglige moduler. I et samarbejde mellem AIF Nordjylland, Region Nordjylland, Socialpædagogerne Nordjylland og de rumænske myndigheder på området blev der igangsat uddannelse af 28 medarbejdere i 2010. Fra Nordjylland indgik der fire pædagoger fra Specialbørnehjemmene og jeg i undervisningsplanerne.

Nu er projektet afsluttet her i maj, og resultaterne af uddannelse, større faglighed og mødet mellem kolleger på tværs af grænserne kan vurderes.

Vi sluttede projektet med en konference, som borgmesteren i Tirgu Mures holdte, og her blev uddannelsen og arbejdet præsenteret for offentligheden samt politikere og embedsfolk. Jeg deltog i konferencen, og den præsentation personalet gav, gjorde mig både stolt og ydmyg. De præsenterede en dagligdag, som havde ændret sig fra, at man primært skulle pleje børnene, til en dagligdag, hvor børnene blev set og behandlet som de individer, de er.

De har lært at kommunikere med børnene, de laver massevis af aktiviteter med dem, har indført faste traditioner i løbet af året, som foregår både i og uden for husene. De har fokus på det enkelte barns behov og udviklingsmuligheder og betydningen af relationen mellem barn og voksen samt mellem børnene.

Denne udvikling viste de gennem mundtlige oplæg, videooptagelser fra deres dagligdag og gennem noget, som er ret usædvanligt i deres kultur, nemlig ved at nogle af børnene kom og viste, hvad de kunne på konferencen på en sober og værdig måde.

Den samme udvikling har jeg selv set gennem besøg på børnehjemmene første gang i 2008 og de sidste i januar 2012. Fra at være en rimelig ubehagelig oplevelse første gang, er det nu rart at besøge børnehjemmene. Tager jeg billederne fra Ceausescus børn med i erindringen, er der en verden til forskel.

Personalet selv udtrykker, hvor meget viden og ikke mindst konkrete redskaber, der kan bruges til at arbejde med børnene, har betydet for deres dagligdag. Ikke sådan at de blot har kopieret det arbejde, de danske socialpædagoger har præsenteret, nej, de har omformet det og udviklet det, så det passer til deres dagligdag.

Så for dem har uddannelse og højere faglighed betydet et væsentligt kvalitativt løft for de børn, de arbejder med. Det har også betydet en langt større arbejdsglæde og stolthed over det arbejde, de udfører. Som lederen af børnehjemmene, Maria, udtrykte det, så var der før projektet evig udskiftning i personalegruppen, da stort set alt andet arbejde var mere værdsat. Siden projektets start er der stort set ikke sket udskiftning i personalegruppen, og der er flere sociale arrangementer mellem kollegerne.

Når jeg skriver om projektet i Rumænien, så er det måske et ekstremt billede på, hvad uddannelse og faglighed betyder. Men jeg tror det har samme betydning, uanset om vi taler om uddannelse til ledige, eller vi beskæftiger os med faglighed i boformen i Brovst eller en ny sikret institution i Brønderslev. Blot er det i en anden målestok, fordi vi er et andet sted i udviklingen af uddannelse og faglighed, men det er jo det, som sikrer kvalitet i arbejdslivet og i de tilbud, hvor socialpædagogerne arbejder.

Venlig hilsen

Peter S. Kristensen

Formand Socialpædagogerne Nordjylland

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld