Emner

Vi ser hele mennesket

Der er kommet et større fokus på det hele menneske, efter der er blevet ansat socialpædagoger på demensafsnittet på plejecentret Margrethelund i Dronninglund.

Det har skabt en del positive forandringer, at plejecentret Magrethelund i Dronninglund i sommeren 2014 ansatte tre medarbejdere med en pædagog faglig baggrund på deres demensafsnit.

”Vi kan for eksempel se, at konflikterne gribes i opløbet, og der er kommet mere ro. Inden socialpædagogerne blev ansat, havde vi mange urolige beboere om natten. Flere var oppe i løbet af natten, og de vækkede hinanden. Sådan er det ikke mere, fordi vi har flere aktiviteter, der sker noget mere, og beboerne kommer senere i seng,” siger Heidi Thomsen, der er gruppeleder i demensafsnittet.

Socialpædagogerne blev tilført som en ekstra ressource på lige fod med det øvrige personale, dog lå det i kortene, at de skulle have et særligt fokus på at sætte aktiviteter i gang. De er ansat i aftenvagt, hvor pleje- og sundhedsopgaverne ikke fylder så meget, og hvor der i højere grad er brug for aktiviteter.

Plejehjemmet Margrethelund. Heidi Liss Thomsen, gruppeleder med beboer Verna Jensen. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 02.03.16

Heidi Thomsen (th.) fortæller, at der er kommet mere ro på demensafsnittet, fordi der er flere aktiviteter.

”Det er på det tidspunkt af dagen, hvor flest demente bliver urolige, og der er størst behov for aktiviteter,” siger Heidi Thomsen.

Vi gør det bedre

Siden socialpædagogerne er blevet ansat, er der blevet overskud til at sætte mere i gang i løbet af eftermiddagen og aftnen. Der bliver bagt, sunget, lagt puslespil, kørt ture på cyklen osv.

”Når der tid til fordybelse og refleksion, kan vi gøre tingene i borgernes tempo, og der er i højere grad blevet mere tid til at se det enkelte menneske og sætte aktiviteter i gang, som den enkelte har brug for. Tidligere havde vi flere gruppeaktiviteter, som det var svært for alle at være en del af, og derfor kunne det skabe en del uro,” siger plejecentrets leder Lene Ostenfeld Kristensen.

Hun understreger, at når der blev ansat socialpædagoger i demensafsnittene, var det ikke fordi, at noget ikke blev gjort godt nok tidligere:

”Men med ansættelsen af socialpædagoger er det lykkedes os at gøre tingene endnu bedre. Vi har fået skabt en kultur, hvor det sundhedsfaglige og det pædagogiske personale kan hjælpe hinanden med at dække de blinde pletter, som de har i hver deres uddannelser,” siger hun.

Supplerer hinanden

En af de socialpædagoger, der er ansat i demensafsnittet på Magrethelund, er Else Jensen. Hun er enig i, at de to faggrupper supplerer hinanden rigtig godt.

”Sammen får vi mere fokus på det hele menneske,” siger hun.

Plejehjemmet Margrethelund. Heidi Liss Thomsen, gruppeleder, Lene Ostenfeld Kristensen, afdelingsleder og Else Jensen, socialpædagog. Foto: © Michael Bo Rasmussen / Baghuset. Dato: 02.03.16

Heidi Thomsen, Lene Ostenfeld Kristensen og Else Jensen.

Else Jensen blev interesseret i jobbet på plejehjemmet, fordi hun gerne ville arbejde med ældre mennesker, og hun troede, at hun kunne overføre mange af sine erfaringer fra arbejdet med fysisk og psykisk handicappede til arbejdet med demente.

”Men den demente målgruppe er altså helt anderledes, og jeg har haft stor glæde af at have nogle kolleger, som har hjulpet mig. Til gengæld har jeg kunnet stille spørgsmål til nogle af de ting, som man plejer at gøre og måske ændre tilgangen lidt,” siger hun.

Plejecenterleder Lene Ostenfeld Kristensen mener også, at de to faggrupper har lært hinanden meget.

”Pædagogerne er gode til at se det enkelte menneskes ressourcer og muligheder. De er gode til at gøre tingene med de demente og inddrage dem i for eksempel madlavning og vasketøj, mens det sundhedsfaglige personale kan holde fokus på de plejemæssige opgaver,” siger hun.

Godt samspil bag succes

Generelt er medarbejderne nu blevet bedre til at prioritere aktiviteterne, når beboerne er klar til dem, og så må de praktiske gøremål vente, fortæller gruppeleder Heidi Thomsen:

”Tidligere var vi meget opsatte på at klare de praktiske opgaver først, men så var øjeblikket måske forpasset, hvor den demente var klar til at deltage i en aktivitet. I dag er det anderledes. Det er selvfølgelig svært at sige, hvad der skyldes de ekstra hænder, og hvad der skyldes, at vi har fået tilført en ekstra faglighed. Jeg tror, at det er begge dele. Men det er i høj grad samspillet mellem de to fagligheder og de flere aktiviteter, der ligger bag succesen,” siger hun.

Håber det fortsætter

Midlerne til ansættelsen af pædagoger på demensafsnittene er kommet fra regeringens særlige pulje – Ældremilliarden, som blev afsat for at hæve kommunernes ældrepleje. Fra 1. januar 2016 overgik Ældremilliarden til at være en del af det kommunale bloktilskud. Politikerne i Brønderslev Kommune har endnu ikke besluttet, hvordan tilskuddet skal bruges.

”Vi håber virkelig, at projektet med pædagoger på de kommunale demensafsnit fortsætter og kan danne grundlag for udbredelse af den pædagogiske faggruppe i ældreplejen,” lyder det samstemmende fra Else Jensen, Heidi Thomsen og Lene Ostenfeld Kristensen.

(Offentliggjort den 4. marts 2016)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld