Emner

Viden giver kvalitet

Der skal mere fokus på socialpædagogernes efter- og videreuddannelse, og her er jobrotation et godt redskab til at opnå ny viden og øge kvaliteten i vores arbejde.

Socialpædagoger skal være dygtige til at planlægge og effektuere pædagogiske processer i samarbejde med den enkelte borger. Processer som skal støtte borgeren i større grad af selvforvaltning i deres eget liv.

For at kunne udføre dette socialpædagogiske arbejde, kræves der solid pædagogisk viden, grundigt kendskab til de borgere man arbejder med samt etiske overvejelser over, hvordan man udfører sit arbejde.

Det er kompetencer, som grundlæggende bygger på viden fra grunduddannelsen, og erfaring fra arbejdet, men det er også kompetencer, som styrkes gennem efter- og videreuddannelse.

I dette nummer af Indsigt er der omtale af, hvordan man via jobrotation har fået mange medarbejdere gennem uddannelse. Som det fremgår af artiklerne, er det en god fortælling for alle. Medarbejderne, som får uddannelse og ny viden, vikarerne, som indgår som erstatning for dem, der er på uddannelse, får værdifuld erfaring, og arbejdsgiveren får medarbejdere tilbage efter uddannelse med den viden og energi, uddannelse giver.

Det er et godt billede på, hvordan man kan tilgodese mange med uddannelse, men den væsentlige pointe er, at mange socialpædagoger på denne måde har fået ny viden, som er med til at kvalificere deres arbejde. På den måde lever man op til de øgede krav til effektiv indsats og dokumentation af indsatsen, og ikke mindst skulle det gerne være til gavn for de borgere, socialpædagogerne arbejder med.

Det må også gerne være en fortælling om, at der kommer mere fokus på socialpædagogernes efter- og videreuddannelse. Det er et område, som ikke har været specielt højt prioriteret mange steder til trods for, at alle tilbud skal levere et tilbud af høj kvalitet med målbare resultater og gerne til lavest mulig pris. Hvis der skal handling bag intentionerne, skal der mere uddannelse til.

Socialpædagogisk arbejde er baseret på viden som grundlag for indsatsen.

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld