Emner

Bekymrede for brugen af frivillige

Frivilligt arbejde er populært i landets kommuner. Aalborg Kommune er én af de kommuner, der vil intensivere samarbejdet med frivillige. Socialpædagogerne er bekymrede.

Frivilligt arbejde er det nye sort i landets kommuner. Kommunernes brug af frivillige er øget i de seneste år, og de forventer også, at de i højere grad vil bruge frivillige i fremtiden.

Fakta:

Kommunernes samarbejde med frivillige er eksploderet i de seneste år, viser en undersøgelse fra Momentum (KL’s nyhedsbrev). I 93 pct. af landets kommuner er samarbejdet med frivillige steget siden 2007.

På de kommunale, nordjyske arbejdspladser er brugen af frivillige også begyndt at komme på dagsordenen. Mange socialpædagoger er bekymrede over udviklingen, for hvad skal de frivillige lave, og er politikere og chefer bare så vilde med frivillig arbejdskraft, fordi de kan øjne en besparelse?

”Blandt de fleste socialpædagoger er der en bekymring. Vi er derfor meget opmærksomme på, at de politiske beslutninger foregår ordentligt, og at dagsordenen ikke er at spare,” siger René Zimmer, fællestillidsrepræsentant i Aalborg Kommunes Familie og Beskæftigelsesforvaltning.

Intet boom endnu

”Alene på vores område har kommunen sparet 100 millioner, og derfor er vi selvfølgelig meget opmærksomme på, at de arbejdsopgaver, der er blevet sparet væk, ikke bare skal overtages af frivillige,” siger René Zimmer.

Han har endnu ikke oplevet et boom i kommunens brug af frivillige, men det venter måske lige om hjørnet.

Fakta:

95 procent af kommunerne siger, at de vil inddrage flere frivillige i de kommende år, viser undersøgelsen fra Momentum.

”Der er blevet lavet en frivillighedspolitik i Aalborg Kommune, og politisk er der en holdning om, at brugen af frivillige skal intensiveres på de sociale institutioner. Derfor er det vigtigt, at vi overvejer, hvad vi har af krav til samarbejdet,” siger René Zimmer.

Emnet har derfor været diskuteret i samarbejdssystemet i forvaltningen og i Socialpædagogerne Nordjyllands kredsbestyrelse.

”Vi skal bruge frivilligt arbejde, hvis pædagogerne kan se, at det er fagligt forsvarligt, og det er vigtigt at være opmærksom på, at de frivillige ikke bliver brugt som erstatningsarbejdskraft for noget, som pædagogerne kunne have gjort. Samtidig er det vigtigt, at det er pædagogerne, der har det faglige ansvar, og at det frivillige arbejde skal ske i samarbejde med pædagogerne,” siger han.

Brug foreninger

Derudover mener Socialpædagogerne, at de frivillige, som kommunen bruger, skal være tilknyttet en frivillig forening.

”Det er vores standpunkt, at de frivillige skal være tilknyttet en frivillig forening, som tager hånd om tingene, og man kan gå til, hvis noget går, som det ikke skal,” siger René Zimmer.

Hvis kommunen har fuldstændig styr på rammerne, så vil fællestillidsmanden ikke afvise, at der også kan komme noget godt ud af at bruge frivillige, selvom det måske umiddelbart kan være svært at se, hvad de præcis skal lave.

”Men der kan være mange positive elementer ved at åbne vores institutioner op. Det giver også en institution noget, at der kommer andre øjne ind. Samtidig kan de socialt udsatte børn, unge og voksne have behov for en anden form for relationer end dem, de har til pædagoger –  for eksempel et venskab med en person, som ikke er en myndighedsperson,” siger han.

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld