Emner

En flygtning er ikke bare en flygtning

Arbejdet med flygtninge kræver, at man gør en indsats for at sætte sig ind i den enkelte flygtnings baggrund.

Du spørger kvinden med tørklædet, hvad hun lavede, inden hun flygtede til Danmark? Hun fortæller, at hun arbejdede derhjemme, og du slutter umiddelbart, at hun var hjemmegående husmor i sit hjemland. Men havde du spurgt ind til hendes arbejde i hjemmet, ville du finde ud af, at hun faktisk styrede al administration vedrørende en 65 mand stor virksomhed, som hendes mand ejede.

Misforståelser er noget, som meget let kan opstå, når man arbejder med flygtninge, fortæller Birgitte Due Thompson, der er socialkonsulent på Rehabiliteringscentret for Flygtninge i Region Nordjylland.

Fakta:

Birgitte Due Thompson er oprindeligt uddannet socialpædagog, men hun har de seneste 20 år arbejdet inden for flygtningeområdet som hjemmevejleder, socialrådgiver, konsulent og projektleder. Hun har nu i knap seks år været ansat som socialkonsulent på Rehabiliteringscenter for Flygtninge i Region Nordjylland.

”Når man arbejder med denne målgruppe er det utroligt vigtigt, at man gør en indsats for at sætte sig ind i deres baggrund. Flygtninge er meget forskellige. De kan være analfabeter til meget højtuddannede, og de kan have en baggrund som gør, at de ikke har samme for-forståelse for ting, som du selv tager som en selvfølge,” siger Birgitte Due Thompson.

Der kan for eksempel være store kulturelle forskelle på, hvordan man forholder sig til sygdom, sundhed og arbejde. Selve familiebegrebet og ansvarsfølelsen for dem er også forskellig.

Ansvar for egen sundhed

I Danmark er vi for eksempel vokset op med, at vi også selv har et ansvar for at blive raske, mens ansvaret for ens sundhed og helbredelse er lagt i andres hænder i andre kulturer.

”Derfor består arbejdet med flygtninge også for en stor del i information og vidensdeling, hvor man også skal informere om, hvad de selv kan gøre for at få det bedre og sætte ord på, hvorfor de har det, som de har det,” siger Birgitte Due Thompson.

Fakta:

Socialpædagogerne Nordjylland holder den 2. september 2013 et fyraftensmøde om arbejdet med flygtninge. Her vil Birgitte Due Thompson holde oplæg. Læs mere om arrangementet her

Til gengæld er det også vigtigt, at socialpædagogerne er opmærksomme på, hvad de selv har brug for, når de arbejder med flygtninge.

”Det er vigtigt, at man får supervision, for det kan nemt ske, at man tager arbejdet med sig hjem. Det er også vigtigt at sikre sig, at der er mulighed for kurser, temadage, netværk osv.,” siger Birgitte Due Thompson.

 

 

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld