Emner

Efteruddannelse giver et fælles fundament

Investering i efteruddannelse har gjort den store forskel for Møllehuset i Thisted. Alle medarbejdere er uddannet i KRAP, og det sikrer pædagogisk kvalitet og masser af arbejdsglæde.

På væggene hænger farverige kollager med grønne palmeøer og blå krabber. ”Flyv med krab-rejser – en oplevelse for livet” står der med grønne bogstaver øverst. Plakaterne er lavet af medarbejderne på Møllehuset i Thisted. I 2010 tog Møllehusets leder en beslutning om at satse målrettet på KRAP som pædagogisk metode. Alle medarbejdere fik derfor en treårig KRAP 1 uddannelse, og i 2015 blev den fulgt op af en treårig KRAP 2 uddannelse.

”Det gør en kæmpe forskel, at det ikke bare er nogle enkelte medarbejdere, der har været på efteruddannelse, men at vi alle har fået den samme uddannelse. Den investering i efteruddannelse har sendt et signal til os medarbejdere om, at vi alle har værdi. Møllehuset skal emme af KRAP, og udover at det har givet os et fælles fundament at arbejde ud fra, et fælles sprog og fælles værktøjer, har det også givet os en meget mere systematisk tilgang til arbejdet, som har styrket vores faglighed,” siger Tina Bak, der er konstitueret leder for Møllehusets STU. 

Særligt tilpasset Møllehuset

Møllehuset er gået grundigt til værks. Alle KRAP-modeller er blevet skrevet om til ”Møllehus-sprog”, og alle KRAP-skemaer er blevet rettet til, så de passer ind og kan implementeres Møllehusets sammenhænge. virkelighed

”Langt hen ad vejen er KRAP jo ikke raketvidenskab, og meget af metoden minder om noget af det, som vi i forvejen arbejdede med. For eksempel har vi altid tænkt i ressourcer og anerkendelse. Den store forskel er systematikken i KRAP, vi får et fælles sprog og møder børnene der, hvor de er,” siger Tina Bak.

For pædagog og fagkoordinator Jane Torp har KRAP betydet, at hun nemmere kan se, om hendes arbejde virker.

Fakta:


Møllehuset er er en døgninstitution for børn og unge med varig, fysisk og psykisk funktionsnedsættelser. Derudover rummer Møllehuset også skole (STU).

”Tidligere havde vi en tendens til at basere vores arbejde på ”synsninger”, og vi kunne snakke og reflektere en hel masse uden at have fornemmelse for, hvor vi egentlig bevægede os hen. I dag baserer vi vores arbejde med børnene på viden, og med de praktiske modeller fra KRAP fx måltrappen, bliver vores arbejde synligt – også hvis det ikke virker, og så kan vi hurtigt sadle om,” siger Jane Torp.

”Det bliver tydeligt for os, at vi gør en forskel, og det giver bare arbejdsglæde,” siger Tina Bak.

Tanker og handlinger

Hun og kollegerne arbejder også med ”ressourceblomsten”, der er med til at synliggøre barnets ressourcer, og ”4-kolonne skemaet dit – mit perspektiv”, der hjælper medarbejderne til at reflektere over, hvilke tanker og følelser, der ligger bag en given situation og handling.

”Vi er især blevet meget optagede af, hvordan vi alle har nogle indgroede tanker om os selv. Og hvis vi skal ændre børnenes eller kollegernes uhensigtsmæssige handlinger, så kan vi kun gøre det ved at ændre deres tanker,” siger Tina Bak.

For medarbejderne har det bl.a. betydet, at de nu endnu bedre kan forstå nogle af de svære situationer med børnene.

”Vi formår at kigge bag børnenes handlinger og reaktioner, og vi er blevet styrket i at forstå vores egen betydning relationen. Det giver en anden tilgang, og det har resulteret i, at vi bliver hos børnene i de svære situationer, og dermed viser vi dem, at vi passer på dem uanset hvad,” siger Jane Torp.

En fantastisk arbejdsplads

KRAP-uddannelsen har også givet medarbejderne en stor bevidsthed om dem selv og kollegerne, og det har gjort dem klogere på, hvordan de selv mestrer som mennesker.

”Vi er ydmyge over, at vi ved så meget om hinanden, og uddannelsen har åbnet vores øjne for værdien i hinanden og vores forskelligheder. Vi træder alle ved siden af indimellem, men vi har fået et fælles sprog, som gør, at vi kan tale om det på en respektfuld måde,” siger Jane Torp.

Møllehuset har opnået en kultur, hvor det er tilladt at undre sig og spørge ind – ikke kun når det gælder børnene, men også når det gælder kollegerne. Medarbejderne kan tale om de svære ting med nogle termer, som gør det nemmere.

”Når det er ok, at vi undrer os over børnene, så er det også ok, at vi undrer os over hinanden. Vi skal selv flytte os, hvis vi skal flytte børnene, og med KRAP har vi fået et fælles sprog, så det ikke er så farligt at gøre,” siger Tina Bak.

Og begge socialpædagoger er enige om, at medarbejdernes ærlighed og åbenhed kommer børnene til gode.

”Vi har en fed arbejdsplads, og vi er hele tiden skarpe på, at vi er her for børnene, og at de skal have det bedste,” siger Jane Torp. 

(Offentliggjort den 8. april 2019)

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld