Hvorfor er det godt for børn at komme i institution? Hvordan bruger man egentlig et komfur, en støvsuger eller et vestligt sidde-toilet? Hvordan skal jeg opdrage mine børn, når jeg ikke må slå dem? Hvordan får mit barn skabt et netværk i Danmark? Hvordan er man forælder i Danmark?
Når flygtningefamilier har fået opholdstilladelse i Danmark og skal i gang med at bygge en tilværelse og en dagligdag op, er det næsten ikke til at forestille sig, hvad der kan være af kulturelle og praktiske forhindringer for en god integration.
Derfor har Hjørring Kommune fra i år valgt at yde en generel forebyggende indsats til alle flygtningefamilier med børn, der ankommer til kommunen, når de har fået opholdstilladelse. Til at løfte opgaven har kommunen ansat tre familiekonsulenter, der første gang besøger familierne allerede dagen efter, at de er ankommet.
”Erfaringerne fra andre kommuner viser, at man med en generel og praktisk pædagogisk støtte til flygtningefamilierne kan undgå de alvorlige underretninger om omsorgssvigt af børn. For underretningerne kan faktisk ofte blot bunde i, at familierne ikke kender de danske normer,” siger Jette Birkbak, der er faglig leder på Børnefamiliecenter Kløvergården, som har ansvaret for indsatsen.
Formidler dansk kultur
Connie Sørensen er en af de familiekonsulenter, der er ansat til at have kontakten med flygtningefamilierne. Hun oplever, at langt hovedparten har været velfungerende familier i deres hjemland.
”De har passet godt på deres børn, men alligevel er der meget, der er anderledes i Danmark. Derfor skal vi formidle den danske kultur til dem og lære dem de danske spilleregler, for ellers kan de komme i situationer, hvor det, de gør, i danske øjne er omsorgssvigt,” siger Connie Sørensen og fortsætter:
”Uanset hvor godt familierne fungerer, så er der normer i Danmark, som vi ikke bare kan regne med, at de kender.”
Børn baner vejen
Familiekonsulenter bliver rigtig godt modtaget i flygtningefamilierne, der meget gerne vil lære at forstå koderne i det danske samfund. Hjørring Kommune har valgt at fokusere på børnene, fordi de tror på, at det er gennem dem, man kan sikre en vellykket integration.
”Hvis familien skal integreres i det danske samfund er det ikke nok, at de voksne er på sprogskole. Ved at yde en indsats over for børnene, baner vi vejen for hele familiens integration,” siger Jette Birkbak.
Familiekonsulenterne er blandt andet med til opstartsmøder og opfølgningsmøder med flygtningebørnenes daginstitutioner eller skoler, de går også med til børnenes første lægetjek, hjælper børnene med at komme i gang i en sportsklub eller forening osv.
”Familierne er meget forskellige, men langt de fleste har kun brug for støtte til mindre ting. De ved, at de har en livline i form af os, ligesom børnenes skoler og institutioner kan kontakte os, hvis der opstår bekymringer,” siger Connie Sørensen.