Socialpædagogerne i Nordjylland og de lokale tillidsrepræsentanter i kredsen får mange henvendelser fra medlemmer, der er i tvivl om, hvorvidt der er fejl i den løn, som de får udbetalt. Derfor har kredsen nu besluttet at undersøge sagen, og er du medlem af kreds Nordjylland og ansat i kommuner eller region, kan du få tjekket din løn.
Til opgaven har kredskontoret ansat Annelene Jensen, som er en af kredsens garvede tillidsrepræsentanter, som har god indsigt i socialpædagogernes overenskomster og arbejdstidsaftale.
Er du i tvivl om, hvorvidt der er fejl i den løn, som du får udbetalt, vil Annelene og kredsen i perioden fra 1. april til 30. juni 2015 tilbyde at tjekke din lønseddel.
Ønsker du et løntjek, skal du kontakte Annelene på kredskontorets telefon 72486100 eller på mail Nordjylland@sl.dk.
Du skal være opmærksom på, at det kan være nødvendigt, at du fremskaffer f.eks. lønsedler, arbejdstidsplaner eller andet relevant materiale, der skal bruges til løntjekket.
(Offentliggjort den 15. april 2015)