Emner

Fokus på faglighed gør arbejdsmiljøet bedre

Når arbejdsmiljøet er blevet markant bedre på Boenheden Bjergbo, så skyldes det ikke mindst, at der er kommet fokus på at styrke den socialpædagogiske faglighed.

Der er en klar sammenhæng mellem en høj faglighed og et godt arbejdsmiljø.

Det er den klare erfaring fra Boenheden Bjergbo i Thisted efter et år, hvor arbejdsglæden blandt de omkring hundrede medarbejdere er kommet tilbage efter en årrække med massive problemer med højt sygefravær og dårligt arbejdsmiljø. Det gennemsnitlige sygefravær er faldet fra 14,2 procent for få år siden til nu blot 4,2 procent.

”Vi har nu fået en ledelse, der i høj grad prioriterer fagligheden på Bjergbo, og det er nok den væsentligste grund til, at vores arbejdsmiljø er blevet så meget bedre i løbet af det seneste år,” siger Lars Lukassen Ravnsmed, der er tillidsrepræsentant på Bjergbo.

Alt tekst

Øget fokus på faglighed på Boenheden Bjergbo har gjort arbejdsmiljøet meget bedre, siger tillidsrepræsentant Lars Lukassen Ravnsmed.

Personalet blev ikke fagligt opkvalificeret

Det er godt et år siden, at der kom en hel ny ledelse på Bjergbo, og i modsætning til, hvad medarbejderne var blevet vant til, er der nu daglig fokus på at styrke fagligheden i boenheden.

”Jeg kunne hurtigt konstatere, at der var et kæmpe fagligt efterslæb på Bjergbo. Stort set al fagsupervision og efteruddannelse var barberet væk. Personalet blev ikke fagligt opkvalificeret til at håndtere de borgere, som vi arbejder med. Det var dybt utilfredsstillende for medarbejderne, og det gik ud over borgerne, som ikke fik den støtte, som de skal have,” siger Lene Mouritsen, der blev hentet ind som leder i april 2020 for at rette op på de dengang kritisable forholde på Bjergbo.

Faglige diskussioner er godt for arbejdsglæden

Hun er selv uddannet socialpædagog og har mere end 30 års erfaring som medarbejder og leder på forskellige socialpædagogiske arbejdspladser.

”Det er nogle hamrende dygtige medarbejdere på Bjergbo, men det faglige fokus har været forsvundet. Derfor var det min første prioritet som leder at indføre regelmæssig fagsupervision, så medarbejderne har mulighed for at diskutere den pædagogisk faglighed og blive bedre til at evaluere, hvad vi gør på Bjergbo,” siger Lene Mouritsen.

Hun har sammen med den øvrige ledelse, som også blev ansat i april sidste år, indført, at mindst en fra ledelsen altid deltager, når der er teammøder, husmøder og andre personalemøder. Det sker blandt andet for at sikre, at det er den socialpædagogiske faglighed, der er omdrejningspunktet, når medarbejderne mødes.

Det er godt for arbejdsglæden, når vi har fokus på de pædagogiske tanker bag de ting, vi gør med borgerne, mener Lene Mouritsen, der er leder på Bjergbo.

”Medarbejderne siger, at det er fantastisk, at de nu kan diskutere faglighed og have fokus på de pædagogiske tanker bag de ting, vi gør med borgerne. Jeg er overbevidst om, at det også er godt for arbejdsglæden og arbejdsmiljøet på Bjergbo,” siger Lene Mouritsen.

Synlig ledelse gør en stor forskel

Ifølge tillidsrepræsentant Lars Lukassen Ravnsmed gør det en stor forskel, at ledelsen er synlig og er med på alle møder blandt medarbejderne.

”Den tidligere ledelse deltog stort set aldrig i teammøder og husmøder, og derfor kom møderne tit til at handle om småproblemer og fnidder og alt mulig andet end det faglige. Nu er ledelsen altid med og deltager i faglige diskussioner sammen med medarbejderne. Der er ingen tvivl om, at det er med til at give en større arbejdsglæde på Bjergbo, at vi hele tiden har fokus på fagligheden og hvad vi kan gøre, for at styrke borgernes udvikling,” siger Lars Lukassen Ravnsmed.

(Offentliggjort den 21. juli 2021)

 

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld