Emner

Fokus på faglighed skabte bedre arbejdsmiljø

Sygefraværet og antallet af arbejdsskader faldt markant, da Region Nordjyllands botilbud og institutioner satte faglighed, kultur og arbejdsmiljø på dagsordenen.

Specialsektoren i Region Nordjylland satte gang i projektet ’Faglighed, Arbejdsmiljø og Kultur’, da den kunne se, at sygefraværet og antallet af arbejdsskader lå langt højere i Specialsektoren end på resten af regionens arbejdspladser for eksempel på sygehusene.

”Vi besluttede os for at gøre noget ved problemet og satte os nogle ambitiøse mål om at nedbringe sygefraværet med 20 pct. og antallet af arbejdsskader med 25 pct. over tre år,” siger Tove Zetterberg Gjerlevsen, der er faglig chef i Specialsektoren i Region Nordjylland.

Og målt på resultaterne er der ingen tvivl om, at projektet har været en succes. Sygefraværet er blevet reduceret med 20 pct., antallet af arbejdsskader er blevet reduceret med 30 pct., og antallet af arbejdsskader som følge af vold og trusler er reduceret med 27,7 pct. – her var målet dog 35 pct.

Fokus på helheden

Fakta:

Læs om projektet her

Projektet, der blev skudt i gang i sidste halvdel af 2011, arbejdede ud fra en forståelse af, at det enkelte tilbud gennem udvikling af sin faglighed, sit arbejdsmiljø og sin kultur kunne forebygge arbejdsskader, sygefravær og fremme trivslen blandt medarbejderne.

”Vores grundtanke var, at faglighed, arbejdsmiljø og kultur hænger sammen og er afhængig af hinanden. Hvis der er en usund kultur på en afdeling, mærker brugerne det, og det kan fx være derfor, at de får brug for at reagerer ud, ligesom arbejdskulturen kan være med til at øge sygefraværet. Det samme gælder fagligheden. Hvis man ikke er faglig dygtig nok og ikke ved, hvordan man skal samarbejde hensigtsmæssigt med brugerne, kan det være grunden til, at der opstår konflikter,” siger Tove Zetterberg Gjerlevsen.

Samtidig baserede projektet sig på en bottom-up tænkning, hvor det var botilbuddet eller institutionen, der selv skulle definere sin egen forebyggende indsats i projektet.

”Vi har tillid til, at medarbejderne selv ved, hvad det er for udfordringer på de enkelte arbejdspladser, som giver sygemeldinger og arbejdsskader, og hvilke ændringer, der skal til for at gøre noget ved det. Og den tilgang fik initiativerne til at blomstre på de enkelte tilbud og institutioner,” fortæller Tove Zetterberg Gjerlevsen.

Nogle har fx arbejdet med, hvordan medarbejderne i løbet af en arbejdsdag kan få motioneret og trænet deres fysik, nogle har arbejdet med at prioritere, hvilke opgaver de kan lade ligge, når der er fravær blandt medarbejderne, mens andre har arbejdet med faglig refleksion.

Sparring fra rejsehold

Men arbejdspladserne var ikke helt overladt til sig selv. Sammen med projektets leder analyserede det enkelte tilbud først sin egen kultur, faglighed og sit arbejdsmiljø samt sammenhængen mellem de tre elementer og fandt herved frem til et eller flere udviklende tiltag, de ønskede at arbejde med i projektet.

Derefter arbejdede arbejdspladserne med de indsatser, de hver især havde udvalgt. Det gjorde de med sparring og støtte fra projektets “rejsehold”. Rejseholdet bestod af to projektmedarbejdere og en projektleder samt ressourcepersoner fra bl.a. Specialsektorens tilbud, konsulenter fra Specialsektorens administration, studerende fra Aalborg Universitet og arbejdsmiljøkonsulenter fra Regionen.

”Projektets rejsehold har vist, at der er en masse viden i organisationen i forvejen, og at vi kan supplere hinanden med de kompetencer, man fx ikke lige selv har på de enkelte botilbud og institutioner,” siger Tove Zetterberg Gjerlevsen.

 

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld