Et stort flertal af Socialpædagogernes fyrede medlemmer oplever, at de får den hjælp, som de har behov for fra deres fagforening. Det viser en rundspørge blandt medlemmer, der blev opsagt i 2011 på grund af nedskæringer.
75 pct. af de ledige socialpædagoger, der fik tilbudt vejledning af deres fagforening, valgte at bruge tilbuddet. Tæt på 90 pct. af dem syntes, at de fik svar på de spørgsmål, de havde, mens næsten 75 pct. af dem oplevede, at de fik den hjælp, som de havde behov for.
De medlemmer, der fik tilbudt vejledning af a-kassen, og som valgte at benytte sig af tilbuddet, havde en tilsvarende positiv opfattelse af, at de fik svar på de spørgsmål, de havde, og at de havde fået den hjælp, som de havde behov for.
Samtidig viser undersøgelsen, at 40 pct. af de fyrede medlemmer oplevede, at de fik tilbudt vejledning af deres kreds, før deres ansættelse udløb. Og 75 pct. af dem svarer, at de brugte tilbuddet. Igen er tæt på 90 pct. af dem, der benyttede tilbuddet om vejledning, enige i, at de fik svar på deres spørgsmål. Derudover svarer 75 pct., at de fik den hjælp, som de havde brug for fra deres kreds.
Undersøgelsen viser desuden, at næsten 60 pct. af de adspurgte, der var blevet ledige i 2011, var i arbejde igen i maj måned 2012. Og af dem var hele 67 pct. blevet ansat inden for det socialpædagogiske område.