Vi har et fag, hvor etik og faglighed spiller en væsentlig rolle. Vi kan tale om arbejde, aktiviteter, ledsagelse, almindelig daglig træning og omsorg, og uanset, hvor talen falder, så sker det ud fra, at socialpædagogerne vil give borgerne de samme muligheder og rettigheder, som alle andre har.
At vi som fag har denne profil, skal vi være stolte af, vi skal dyrke det og blive skarpere til at argumentere for det rigtige i denne anskuelse. Socialpædagoger har deres kompetencer i, at de i størst mulig samarbejde med borgeren kan udarbejde en handleplan om perspektiverne for det menneske, vi arbejder med. Socialpædagogerne kan med baggrund i handleplanen og i samarbejde med borgeren iværksætte konkrete aktiviteter, der fremmer de mål, der er sat.
Vi kan som fag få den individuelle personlighed, den etiske tilgang og den pædagogiske viden til at spille sammen, så der kan skabes forandringer og udvikling for de mennesker, vi arbejder med. Kan man gøre en positiv forskel for et andet menneske, skal man være stolt, når man har udført sit arbejde.
At vi er i stand til at udføre vores arbejde med den kvalitet, kan også blive en forbandelse, for når vi begrænses i handlemuligheder, sættes vi i den situation, at vi kan se, hvad der kunne gøres, uden mulighederne for at gøre det. Det er et vilkår, da det er andre, som sætter rammerne for de sociale tilbud.
Det er helt naturligt, at vi frustreres over begrænsningerne, og bliver de for voldsomme, skaber det et anstrengt arbejdsmiljø. Ingen trives ved at lave deres arbejde halvt.
Men uanset de socialpolitiske rammer, så skal vi huske styrken i vores fag, og vi skal huske at være stolte af et fag, der kan bruges til værdi for så mange.
Det er fagligheden og stoltheden over den, der skal bære os i kampen for at sikre socialpolitiske rammer, hvor vi kan udfolde fagligheden bedst muligt.
