Vi lever i en tid, hvor mange værdier skrider, det ser vi eksempelvis i debatten om flygtninge, hvor retorikken aldrig har været så rå som nu. Vi ser det for eksempel også ved, at man nu indfører kriminalitetsnævn, som kan idømme børn ned til 10 år sanktioner, hvis de begår kriminalitet.
At disse værdiskred sker, kommer ikke ud af det blå. Der har som regel været en dialog, hvor man intenst har sat fokus på noget som et alvorligt problem, så jorden er gødet til at lave radikale ændringer uanset problemets omfang. I de nævnte eksempler er fakta bag, at der er kommet flere flygtninge i arbejde og uddannelse end før, og at ungdomskriminalitet er dalet år for år.
På det sociale område ser vi lige nu flere kampe. Især den sundhedsfaglige og den økonomiske vinkel bliver prioriteret højt, og det styrer mange af de indsatser, der arbejdes med. Vi har tidligere omtalt, hvordan hygiejnepolitik florerer på en måde, som vi i mange situationer kalder tenderende til det hysteriske. Udviklingshæmmede borgere er ikke pludselig blevet smittefarlige, og hygiejne har man håndteret altid i tilbuddene. Men lad nu dette område hvile lidt i denne klumme.
I dette nummer af Indsigt er der fokus på, at man flere steder vil have de ansatte på deltid, fordi det gør det nemmere at styre tilbuddet som arbejdsgiver under den økonomiske ramme, der er givet. Fra vores synspunkt har det aldrig været meningen med sociale tilbud, at de skulle være nemme at styre og slet ikke ud fra et perspektiv om planlægning og økonomi. Et socialt tilbud skal styres ud fra borgernes behov og ønsker samt deres rettigheder til at leve et liv, som vi andre lever vores liv.
Når man har et døgntilbud, som har åbent 365 døgn om året 24 timer i døgnet, kan man selvfølgelig have ansatte i 37 timers stillinger, hvilket også er tilfældet i flere kommuner. Der findes heldigvis mange arbejdspladser, hvor man prioriterer, at folk skal have fuldtidsstillinger, så man er sikker på at det ansættelsesmæssigt er attraktive stillinger, der kan tilbydes. På den måde sikrer man også, at der er færre ansatte, som borgerene i tilbuddene skal forholde sig til, og vores antagelse er også, at det er nemmere at fastholde en stabil personalegruppe og dermed udvikling af fagligheden.
At vi oplever, at nogle arbejdspladser prioriterer og har flest fuldtidsansatte, og andre stort set ikke har fuldtidsansatte, må vi konkludere handler mere om vilje og evne til at styre. Og det vel at mærke arbejdspladser, som er sammenlignelige i størrelse, borgergruppe og takster.
Derfor køber vi som faglig organisation ikke argumenterne, der bruges i forhold til, at alle ansatte stort set skal være på deltid, ligesom vi ikke køber argumenter om, at udviklingshæmmede er smittebærere. Køber vi den form for dialog, vil der hurtigt blive skabt en kunstig virkelighed, hvor et flertal mener, at det er sandt, som vi har set det med flygtninge og med ungdomskriminalitet, og så begynder at handle, som om man har fundet den eneste sandhed.
(Offentliggjort den 20. december 2018)
