Ifølge den ny undersøgelse oplever mange nordjyske socialpædagoger, at de ikke har nok tid til deres arbejdsopgaver. En del socialpædagoger føler sig så pressede på deres arbejde, at de ikke har tilstrækkelig mulighed for at bruge deres faglighed, og mange savner tid til relationsarbejdet med borgerne.
Undersøgelsen er lavet blandt offentligt ansatte socialpædagoger fra hele Nordjylland, og den viser, at der er stor forskel på, hvor pressede socialpædagogerne er i de forskellige nordjyske kommuner.
Flest er tilfredse i Mariagerfjord
Mariagerfjord er den kommune i Nordjylland, hvor socialpædagogerne er mest tilfredse med deres arbejdsforhold.
Hele 35 procent af socialpædagogerne i Mariagerfjord Kommune oplever, at de enten i høj grad eller i meget høj grad har tid til arbejdsopgaverne på deres arbejdsplads.
Blot seks procent svarer i undersøgelsen, at de kun i lav grad eller i meget lav grad har den nødvendige tid til deres arbejdsopgaver.
Mest pressede i Frederikshavn
Til sammenligning er det i Frederikshavn Kommune, man finder den største andel af socialpædagoger, der er pressede på deres arbejde.
I Frederikshavn er det kun 16 procent af socialpædagogerne, der svarer, at de i enten høj grad eller i meget høj grad har den nødvendige tid til deres arbejdsopgaver.
Til gengæld er det hele 37 procent af socialpædagogerne, der er ansat i Frederikshavn Kommune, der oplever, at de kun i lav grad eller i meget lav grad har den nødvendige tid til arbejdsopgaverne på deres arbejdsplads.
Bedst tid til faglighed i Mariagerfjord
Mariagerfjord Kommune er også den nordjyske kommune, hvor socialpædagogerne oplever, at de har bedst mulighed for at bruge deres socialpædagogiske faglighed på deres arbejde.
I alt er det hele 53 procent af socialpædagogerne, som er ansat i Mariagerfjord Kommune, der svarer i undersøgelsen, at de enten i høj grad eller i meget høj grad har mulighed for at udfolde deres faglighed på deres arbejdsplads.
Ti procent af socialpædagogerne i Mariagerfjord Kommune har i lav grad eller i meget lav grad mulighed for at bruge deres socialpædagogiske faglighed, når de er på arbejde.
Også her er det socialpædagogerne i Frederikshavn Kommune, der har mindst tid til faglighed på deres arbejde.
Går ikke på kompromis med fagligheden
I alt 1.075 socialpædagoger fra hele Nordjylland har deltaget i undersøgelsen. En af dem er 42-årige Randi Andreasen, som er ansat på Enggården, der er et botilbud for fysisk og psykisk udviklingshæmmede i Mariagerfjord Kommune.
Hun er ikke overrasket over, at hendes kommune klarer sig godt i undersøgelsen.
”På min arbejdsplads har vi meget fokus på, at der skal være tid til relationsarbejdet med beboerne. Vi har selvfølgelig også perioder, hvor vi løber stærkt, men jeg oplever ikke, at vi er så pressede, at vi må gå på kompromis med vores faglighed. Jeg synes i det hele taget, at vi er gode til at prioritere tiden sammen med borgeren,” siger hun.
Fordel med mange socialpædagoger
På Botilbud Enggården er der 18 beboere. Langt hovedparten af personalet er uddannede socialpædagoger. Det samme gælder både lederen og souschefen på Enggården, der også begge socialpædagoger.
”Det er helt klart en fordel, at vi er så mange socialpædagoger. Vi har et fælles sprog, og vi har den samme indstilling og tilgang til beboerne. Vi er enige om, at vi kun kan arbejde pædagogisk, hvis vi også har mulighed for at skabe gode relationer til borgerne. Der skal være tid til, at vi kan trække vejret sammen med borgeren. Vi skal jo huske, at Enggården jo er, hvor beboerne bor. Det er vores arbejdsplads, men det er deres hjem,” siger Randi Andreasen.
Hun mener desuden, at det har en stor betydning, at ledelsen på botilbuddet også er uddannede socialpædagoger.
”Det er vigtigt, at vi har en ledelse, der tænker faglighed og ikke bare går op i produktivitet og på at fylde vagtplaner. Som i andre kommuner oplever vi også, at der kommer flere krav og nye opgaver oppefra i systemet, men der er vores ledelse gode til at gå ind og pointere, hvordan vi skal prioritere vores tid, så det ikke går ud over fagligheden og vores tid med borgerne,” siger Randi Andreasen, der også er tillidsrepræsentant på Botilbud Enggården.
(Offentliggjort den 8. maj 2024)