Emner

”Indimellem var det helt surrealistisk”

Stjernehusene Limfjorden har været igennem en turbulent tid, hvor medarbejderne overlevede ved hele tiden at være i faglig dialog. Nu er arbejdspladsen på vej i en mere positiv retning.

Kommunalreformen i 2007 blev startskuddet for forandringernes indtog på børne- og ungdomstilbuddet Stjernehusene, da det gik fra at høre under Nordjyllands Amt til at høre under Aalborg Kommune. Forandringerne kom lige så stille snigende. Hvis en medarbejder blev sygemeldt eller gik på barsel, blev der for eksempel ikke ansat en ny i stillingen med det samme – den slags begyndte at tage tid. Der begyndte også at komme færre unge ind på institutionen, hvor de tidligere havde stået i kø.

”Samtidig oplever vi, at de unge, som kommer til os, bliver ældre og ældre og har langt større problemer end tidligere,” fortæller tillidsrepræsentant for Stjernehusene – Limfjorden, Vinni Vanting Johansen.

Meget hurtig fusion

Det hele spidsede for alvor til i november 2010, hvor bl.a. tre af afdelinger i Stjernehusene fusionerede og flyttede sammen til Limfjorden ved Mou.

Fakta:

Stjernehusene – Limfjorden er et døgntilbud med plads til 15 børn/unge med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsniveau.

”Fusionen handlede om at skaffe besparelser i en fart, og der blev ikke lagt skjul på, at det først og fremmest ville give en række stordriftsfordele. Normeringen ville blive lavere, og flere kolleger blev derfor opsagt,” fortæller Vinni Vanting Johansen.

Der var ikke sat ressourcer af til at indrette husene, inden de unge kom, og derfor fik medarbejderne kun en weekend til at flytte sammen med de unge. Der var heller ikke ressourcer til, at medarbejderne kunne mødes og tale om kultur, pædagogik, struktur og fælles fodslag.

”Det var en forfærdelig og surrealistisk tid, hvor vi befandt os i et sort hul. De unge skulle sige farvel til deres hjem. Et hyggeligt parcelhus i Gug, hvor de havde deres venner i nærområdet. Nu skulle de flytte til en decideret institution langt ude på landet. Det havde de unge meget svært ved at tackle,” siger hun.

Men medarbejderne havde også svært ved situationen, og de første fire måneder på den nye institution steg sygefraværet drastisk.

”Og nu, hvor det er blevet mere roligt ude ved os, og vores kroppes beredskab sænkes, så begynder kolleger at gå ned med alvorlige symptomer på stress,” siger Vinni Vanting Johansen.

Værre end lovet

Nednormeringen ville betyde, at hvor der tidligere var fire medarbejdere til seks unge, skulle der nu være tre medarbejdere til seks unge. Desuden mistede de tre afdelinger deres husmødre, fordi maden nu skulle komme fra et centralt køkken.

I det første år har institutionen manglet fast og uddannet personale. Og det er først nu næsten et år efter flytningen, at institutionen er ’oppe’ på de lovede fastansættelser. I mellemtiden har vikardækningen været massiv.

”I det første halve år havde vi 11 unge fordelt på to huse. I begge huse mødte de seks unge mange forskellige medarbejdere om ugen. Det var selvsagt ikke godt for dem og deres udvikling – eller for arbejdspladsen som helhed,” siger Vinni Vanting Johansen.

Det har givet frustrationer på flere planer.

”Vikarerne var nødt til at lave deres egne regler og strukturer, fordi de meget ofte kun var vikarer i vagt og ikke havde uddannede personale at sparre med, hvilket de ofte efterlyste.

Strukturerne blev ikke overholdt, og det uddannede personale skulle konstant rede trådede ud. De unge blev frustrerede og reagerede enten ved at isolere sig eller være udad reagerende,” siger hun.

Særligt i begyndelsen var det meget kaotisk for de unge, men så valgte det uddannede personale, at de i højere grad ville gå ud på gulvet og være der for de unge.

”Vores første prioritet var, at de unge skal have en god dag. Til gengæld forsømte vi det skriftlige arbejde. Viden gik tabt, og vi begyndte at få klager fra forvaltningen, forældrene og sagsbehandlerne, som vi ellers plejer at have et tæt samarbejdet med. Presset steg bare, og konsekvensen var, at der generelt var hængepartier hele tiden.”

Følte sig udnyttet

Medarbejderne gjorde konstant ledelsen opmærksom på, at tingene ikke hang sammen og rykkede for en ansættelse af de lovede uddannede medarbejdere.

”Vi oplevede, at vores etik og faglighed kom på overarbejde, og hvis vi virkelig bankede i bordet og kæmpede for tingene, så kunne diskussionerne spidse til, og vi kunne føle os truet på vores job. Vi følte os meget alene, for vi havde kun hinanden at støtte os til, hvis vi ikke skulle knække helt sammen, men vi havde ikke det store overskud til at passe på hinanden,” siger Vinni Vanting Johansen.

Hun og hendes kolleger følte sig også i flere situationer magtesløse, fordi de fik unge ind med helt andre og større problemer end tidligere. Der var ikke ressourcer til at give personalet viden eller supervision, så de kunne være på højde med situationen.

”Vi følte, at vi svigtede de unge, og jeg følte indimellem, at det blev udnyttet, at vi arbejder med mennesker, og at vi er parate til at tilsidesætte os selv for at give de unge en ordentlig hverdag, selvom vi ikke har ordentlige vilkår til at udføre vores arbejde under,” siger Vinni Vanting Johansen.

Overlevede på faglig dialog

Det første år som én samlet institution har for medarbejderne først og fremmest handlet om at overleve:

”Og vi har overlevet ved, at vi konstant er i faglig dialog med hinanden om, hvordan de unge har det lige nu. 75 pct. af energien henter vi hos vores kolleger, og vi har hele tiden fokus på at lytte og hjælpe hinanden. Vi har også et stort fokus på de bitte små daglige succeser for at minde os selv om, hvorfor vi er her,” siger Vinni Vanting Johansen.

Den seneste tid er der dog sket flere ting, som får Vinni Vanting Johansen og hendes kolleger til at håbe på, at skyerne langt om længe letter. Hidtil har der været en del ændringer i ledelsesstrukturen, hvilket skabte meget uro, men nu er der ved at komme ro på, og samtidig er de fire uddannede medarbejdere, der har manglet, blevet ansat.

”Vi er jo en politisk styret organisation og er derfor først og fremmest styret af beslutninger oppe fra i systemet. Men vi oplever, at ledelsen har fået et større overblik og overskud. De er lyttende og inddrager os i beslutningsprocesser og anerkender vores faglighed. Jeg har været ansat i Stjernehusene i 10 år, og vores ry har altid været godt. Mine kolleger er dygtige og dybt engagerede i deres arbejde med de unge. Derfor er det dejligt at se, at f.eks. tilsynsrapporterne har vendt sig til det positive igen.”

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld