Emner

Langt til anerkendelse af udsatte

Der lever mange mennesker i dette land, som bærer på erfaringer, vi andre slet ikke kan forestille os. Det kan være traumatiserende oplevelse i et krigshærget land, hvor man har været forfulgt og mishandlet.

Det kan være oplevelser i børnenes opvækst, som overskrider enhver form for fornuft og anstændighed. Det kan være børn og voksne, som gentagne gange er blevet ydmyget og stillet til skue.

Uanset baggrund, så skal socialpædagogerne kunne arbejde med den historie, folk kommer med, og kunne håndtere den viden, man får, også når man mener den indsats, der ydes, ikke er tilstrækkelig. Populistisk sagt, så skal man kunne håndtere det utænkelige. Det kan vi, fordi vi har fagligheden med.

Axel Honneth skriver i ”Behovet for anerkendelse”, hvilke områder, der er behov for anerkendelse på, hvis man skal skabe sig en god tilværelse. Man skal anerkendes som person i de relationer man har til andre personer, man skal anerkendes i retslig forstand, og man skal anerkendes i det fællesskab et samfund er, kulturelt, arbejdsmæssigt og i fritiden.

Som socialpædagoger har vi redskaber til at møde mennesker på en anerkendende måde, person til person, og dermed skabe et grundlag for at støtte vedkommende til at håndtere sine erfaringer. Den relation, vi skaber, får ofte en større betydning end den burde have, fordi det ofte er vanskeligt at få anerkendt de mennesker, vi arbejder med, retsligt og i fællesskabet.

I dette nummer af Indsigt beskæftiger vi os en del med modtagelse af flygtninge, og uanset baggrund, så er det vigtigt, at nye borgere oplever, at de er velkomne. Der skal være en, som hjælper dem med at blive installeret og finde ud af, hvordan systemerne fungerer, hvor man handler, hvad børnene skal i dagligdagen og så videre. Når vi formår at formidle det og skabe et forhold, hvor det er i orden at spørge og undre sig, skaber vi grundlaget for, at nye borgere føler, at de er kommet til et sted, hvor man vil dem det godt.

Det skabes af den gode relation mellem socialpædagogen og flygtningene.

Senere kan vi så tage fat i, hvordan flygtninge bliver en del af fællesskabet, som vi ved, kræver en bevidst og målrettet indsats.

Dette arbejde med flygtninge er grundlæggende socialpædagogisk arbejde. Det kan overføres til arbejdet med børn, som er vokset op under vilkår, som har truet deres udvikling, eller de børn og voksne der har oplevet ydmygende behandling. Alle har brug for mødet med en person, som er troværdig og anerkendende i sin tilgang til dem, og ofte vil det være en medarbejder fra systemet, hvor det gerne skal være en med socialpædagogisk baggrund. Det er vi gode til, og får vi mulighederne for at arbejde med alle de tre områder, der er en betingelse for anerkendelse, så kan vi planlægge pædagogiske processer, som på sigt skal minimere behovet for fællesskabets hjælp.

Socialpædagogisk indsats, har altid fokus på, at borgeren skal have mest mulig selvbestemmelse, og kunne klare mest muligt selv. Der er et godt stykke endnu til, at vi som samfund finder den vej, og vi skal alle, arbejdsgivere og medarbejdere, finde de bedste metoder til det.

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld