Hvordan var jargonen og livet i Hammer Bakker for 100 år siden? Hvordan var synet på de udviklingshæmmede, og hvordan blev de behandlet af datidens socialpædagoger? Det kan man få et meget levende indblik i, når støtteforeningen for Museet i Hammer Bakker markerer jubilæet med en vandre-teaterforestilling i bakkerne med Det Hem’lige Teater.
”Det er vores gave til museet, de tidligere ansatte og borgerne, der har været indlagt her, og selvfølgelig hele området, for Vodskov by har altid haft et godt samspil med institutionerne i bakkerne,” siger Konny Olesen, der er tidligere ansat i Hammer Bakker og næstformand i museets støtteforening.
Det Hem’lige Teater spiller et stykke, der er tidstypisk for 1916-1920, og som vil foregå på en rute rundt i bakkerne. Der bliver tale om en sammenhængende historie, som bl.a. handler om en indlagt borger, to plejere og en stuepige.
”Vi regner med, at teaterstykket bliver et stort tilløbsstykke, for vi har oplevet en kæmpe interesse for fortiden i Hammer Bakkerne,” siger formand for støtteforeningen Lone Vibe-Pedersen.
For eksempel er Aalborgbogen, der i år handlede om Hammer Bakker, blevet trykt i tre oplag, hvilket aldrig tidligere er sket – simpelthen fordi efterspørgslen på bogen har været så stor. Ligesom billetterne til en film og foredragsaften om åndsvageforsorgens historie blev revet væk.
Forestillingen begynder ved kirken i Vodskov, den varer en times tid, og det er gratis at deltage. Det er dog vigtigt, at man melder sig til, for ellers kan man ikke deltage. Der kommer i alt ti forestillinger, som vil foregå i perioden fra den 17. til 22. juni. Tilmelding kan ske her
Offentliggjort den 23. maj 2016.