Da de stod i en af deres livs værste kriser, oplevede både 42-årige Linda Smith og 44-årige Lotte Fuglsang, at Aalborg Kommune kastede dem rundt i systemet, trak deres sager i langdrag, pressede dem til mere end de kunne klare og mødte dem med mistro.
De er begge socialpædagoger, og de blev begge en del af sygedagpengesystemet, da de fik så ondt i deres rygge, at de blev sygemeldte.
”Imens du kæmper med skam og sorg over, at du ikke længere er den samme person og kan klare de samme ting, at du har mistet en vigtig del af din arbejdsidentitet og nu skal finde fodfæstet igen, så skal du også overskride en grænse ved at bede andre om hjælp, og derfor er det bare helt utroligt hårdt, at du bliver mødt af et system, som presser dig til det yderste og ikke tror på dig,” siger Lotte Fuglsang.
Hun blev sygemeldt i april 2014, fordi hun havde dårlig ryg og modic forandringer, som er en betændelsestilstand i diskus, der giver konstante smerter og ikke kan behandles ved fysioterapi eller træning.
Et hav af rådgivere
Det var også ryggen, som skabte problemer for Linda Smith. Hun er oprindeligt uddannet kok, men på grund af dårlig ryg kom hun på revalidering og læste til pædagog. Da hun blev færdiguddannet fik hun job som vikar i Hammer Bakker i 2013, men efter to måneder blev hun overfaldet af en beboer, hvilket gav hende piskesmæld i nakken og yderligere skader i ryggen. Hun forsøgte at komme tilbage på jobbet efter 14 dage, men det gik ikke, og så blev hun sygemeldt.
”Siden har jeg haft et hav af forskellige rådgivere i jobcentret, og hvert skift af rådgiver har forsinket mit forløb. Det er som om, rådgiverne slet ikke samarbejder med hinanden. Hver rådgiver begynder forfra. Min sag kunne have været afklaret på i hvert fald halvandet år, men det tog tre år,” siger Linda Smith.
Tilbage på fuld tid
Selvom både Linda Smith og Lotte Fuglsang i løbet af deres sygemeldingsforløb fik udtalelser fra deres egne læger, diverse speciallæger og specialklinikker samt psykologer om, at deres sygdomssituation var kronisk og ikke ville blive forbedret, så fortsatte jobcentret med at have en forventning om, at de igen ville komme til at arbejde på fuld tid.
”Jeg skulle bare tilbage på arbejde på fuld tid hurtigst muligt uden hensyn til, hvad jeg havde af skavanker. Det knækkede mig fuldstændigt, min fysik kunne ikke holde til det, og jobcentrets forventninger til mig var alt for store i forhold til, hvad jeg egentlig kunne,” fortæller Lotte Fuglsang.
Hun var fastansat på Fagcenter for Autisme og ADHD i Aalborg Kommune og havde faktisk en leder, som rigtigt gerne ville beholde hende på nogle mere fleksible vilkår.
”Men uanset hvor fleksibel min arbejdsplads var, så trak jobcentret i en anden retning,” siger Lotte Fuglsang, der til sidst havde været syg så længe, at hun blev afskediget.
På det tidspunkt kunne Lotte Fuglsang knap gå 50 meter, og prognoserne for, at hun ville få det bedre var lig nul, men jobcentrets plan var stadig, at hun skulle tilbage på arbejdsmarkedet på fuld tid. De samme forventninger havde de til Linda Smith, og begge kvinder fik at vide, at de skulle i virksomhedspraktik.
Knækket af fuld tid
”Jeg skulle i virksomhedspraktik på fuld tid, ellers ville jeg komme på kontanthjælp, lød beskeden hårdt og kontant. Jeg fik praktikplads på Træningshøjskolen, og det var et rigtigt godt sted, men det knækkede mig helt både fysisk og psykisk at skulle arbejde fuld tid. Til sidst sagde min læge stop, og jeg blev sat ned på 15 timer, og derudover skulle jeg en dag om ugen til smertecentret i Skørping,” fortæller Linda Smith.
Men i februar 2014 falder Linda Smith i den glatte sne og ødelægger sit knæ. Derefter bliver hun opereret to gange.
”Jeg var så ulykkelig, og jeg kæmpede virkelig for at kunne fortsætte med at arbejde, men jeg kunne ikke klare 15 timer om ugen. Derfor aftalte jeg med Træningshøjskolen, at jeg skulle ned på 12 timer. De ville også gerne ansætte mig i fleksjob, hvis kommunen ville gå med til det,” fortæller hun.
Men det ville kommunen ikke gå med til. Linda Smiths virksomhedspraktik blev stoppet, hun fik endnu en gang en ny rådgiver, og trods de mange udtalelser og udredninger, som viste, at hendes situation ikke ville blive forbedret, blev hun sendt til kommunens egen læge, som spurgte hende, om hun ikke bare var pivset?
Fagforening på banen
På det tidspunkt var Linda Smith så rådvild, at hun ringede til sin fagforening, Socialpædagogerne Nordjylland, og fik kontakt med konsulent Jane Lang Havemann. Hun tog med Linda Smith til møde hos hendes rådgiver, som pludselig var helt på hendes side og godt kunne se, at der ikke var andet at gøre end at søge om fleksjob.
”Men efter 14 dage fik jeg besked om, at mine sygedagpenge ville blive stoppet, for de vurderede, at jeg sagtens kunne få et ordinært arbejde. Igen var Jane min livline, og hun udarbejdede partsbemærkninger, som betød, at jobcentret revurderede deres beslutning og fortsatte sygedagpengesagen,” siger Linda Smith, der efterfølgende har haft Jane Lang Havemann med til alle møder.
”Jeg vil ikke holde møde uden hende, for de taler anderledes ordentlig til mig, når jeg har en fra fagforeningen med, som kender paragrafferne og reglerne. Uden hjælp fra fagforeningen havde jeg opgivet,” siger Linda Smith.
Tonen ændrede sig, da fagforeningen kom med på banen, oplevede Linda Smith. Hun blev således sendt videre til rehabiliteringsteamet, som skulle afgøre, om hun var berettiget til fleksjob, og hun fik endelig grønt lys til 12 timers fleksjob i efteråret 2016.
”Jeg kan kun råde andre til at bruge deres fagforening, hvis de kommer i samme situation, og til at få den hurtigere med på banen end jeg gjorde,” siger hun.
Linda Smith leder i dag efter et fleksjob.
Uvurderlig hjælp
Modsat Linda Smith havde Lotte Fuglsang sørget for at få Socialpædagogerne i Nordjylland og konsulent Jane Lang Havemann på banen tidligt i forløbet, da hun mærkede, at det her ville blive op ad bakke.
”Hjælpen fra fagforeningen har været uvurderlig, og havde jeg ikke haft Jane, havde jeg sikkert stadig været inde i det her forløb. Det er i høj grad hende, der har presset på overfor jobcentret, og jeg har kunnet støtte mig til hende, for hun kender paragrafferne og systemet,” siger Lotte Fuglsang.
Inden hun endelig fik lov til at få et fleksjob på 13 timer, skulle hun igennem et længere forløb med manglende opfølgning fra jobcentret, forsvundne papirer, smølen, skiftende rådgivere, som ikke gav lyd fra sig osv., inden afgørelsen endelig lå i slutningen af september 2016.
”Det kunne være klaret langt tidligere, og jeg har svært ved at forstå, hvorfor man skal igennem hele den mølle, for man bliver mere syg af at være i det her system. En ting er sikkert: Man skal være stærk for at være syg,” siger hun.
Lotte Fuglsang er i dag ansat som autismekonsulent i 13 timers fleksjob i Specialgruppen for børn og unge – det samme sted, som hun selv sørgede for at komme i virksomhedspraktik.
(Offentliggjort den 23. marts 2017)
