Det er under et år siden, at René Andreasen blev valgt som tillidsrepræsentant på Bøgen i Vodskov og Engen i Sulsted, som tilsammen udgør Det Specialiserede Døgntilbud for børn og unge i Aalborg Kommune.
Han blev dengang overrasket over, at det langt fra var alle blandt det pædagogiske personale, der var organiseret i Socialpædagogerne. Nu har han et ønske om at få flere på sin arbejdsplads til at blive medlem af fagforeningen.
”Jeg har lige opgjort tallene, og jeg har lige nu 76 kolleger, som udgør det pædagogiske personale på Bøgen og Engen, men det er kun 46 af dem, der er medlemmer af Socialpædagogerne. Det er alt for lavt efter min mening,” siger han.
Med i særligt TR-initiativ
Med en organiseringsgrad på kun lige over 60 procent ligger Det Specialiserede Døgntilbud da også i den lave ende på det store døgnområde i Nordjylland. På de fleste arbejdspladser på døgnområdet er det typisk mellem 80 og 90 procent af det pædagogiske personale, der er medlem af Socialpædagogerne.
René Andreasen er derfor en af de tillidsrepræsentanter i kredsen, der er kommet med i et særligt initiativ, som Socialpædagogerne Nordjylland har sat i gang for at styrke fællesskabet især på arbejdspladser, hvor der er relativt mange, som ikke er med i fagforeningen.
Han har blandt andet deltaget i et særligt TR-møde i kredsen, hvor han blev præsenteret for forskellige værktøjer og fik inspiration til, hvordan han som tillidsrepræsentant kan hjælpe med at få flere til at melde sig ind i fagforeningen. I den forbindelse har han desuden mulighed for at blive frikøbt i de timer, som han bruger på den særlige organiseringsindsats på sin arbejdsplads.
”Jeg er meget enig i, at det er vigtigt, at vi som TR’ere er fremme i skoene og er synlige på arbejdspladsen. Vi kan ikke bare tage det for givet, at alle melder sig ind i fagforeningen af sig selv. De skal mindes om, hvorfor det er god ide, at de er medlem,” siger René Andreasen.
Ti nye medlemmer inden sommer
Ifølge tillidsrepræsentanten er en del af det pædagogiske personale på Bøgen og Engen medlem af FOA. Nogle er med i en gul fagforening, mens andre slet ikke har meldt sig i en fagforening endnu.
”Jeg har nu holdt flere møder med mine kolleger, hvor jeg har fortalt dem om alle fordelene ved at være med i Socialpædagogerne. Vi har en masse tilbud, der er langt bedre end de andre, og vores fagforening kender vores fagområde i dybden, hvilket er en kæmpe fordel. Desuden er det Socialpædagogerne, der har forhandlingsretten på arbejdspladsen, og derfor er det selvfølgelig bedst at være medlem hos os,” siger René Andreasen.
Han har allerede fået tilbagemeldinger fra flere kolleger, der godt kan se, at de nok er bedst tjent med at være med i Socialpædagogerne.
”På kort tid er det tre kolleger, der har meldt sig ind, og jeg har en målsætning om, at jeg inden sommerferien har fået yderligere ti kolleger med over i vores fagforening,” siger han.
Vigtigt at være synlige
Han forsøger som tillidsrepræsentant at være så synlig som mulig på arbejdspladsen. Som noget nyt har han for eksempel netop holdt et fyraftensmøde for sine kolleger, hvor konsulenter fra Socialpædagogerne Nordjylland deltog og fortalte om arbejdstidsregler og vilkår for overarbejde og svarede på spørgsmål. Mødet var en stor succes.
”Fyraftensmødet var en stor succes. Vi havde et flot fremmøde, og tilbagemeldingerne har været positive. Engang var der faktisk tradition for fyraftensmøder for medlemmerne af fagforeningen på vores arbejdsplads, men det er gået lidt i glemmebogen i de senere år. Nu har jeg aftalt med de to arbejdsmiljørepræsentanter på Bøgen og Engen, at vi sammen vil begynde at holde regelmæssige fyraftensmøder igen for de organiserede kolleger på arbejdspladsen. Det er vigtigt, at vi er med til at synliggøre alle fordelene ved fællesskabet i fagforeningen for kollegerne,” siger René Andreasen.
(Offentliggjort den 23. december 2022)