Peter H S Kristensen er formand for Socialpædagogerne Nordjylland, der har fået lavet den ny undersøgelse.

Emner

Socialpædagoger i Nordjylland oplever et stigende arbejdspres

Mere end syv ud af ti nordjyske socialpædagoger har fået mindre tid til deres arbejdsopgaver de seneste fem år.

Arbejdspresset er steget på de socialpædagogiske arbejdspladser i Nordjylland, og det går ud over socialpædagogernes mulighed for at bruge deres faglighed på arbejdet. Det viser en ny undersøgelse fra Socialpædagogerne Nordjylland.

”Undersøgelsen dokumenterer, at vores medlemmer i stigende grad oplever, at deres faglighed er truet, fordi de skal tage sig af stadig flere og mere komplekse opgaver. Mange føler ofte, at de ikke kan levere den støtte og service, som borgerne har brug for, og de er visiteret til, og det er det stort problem,” siger kredsformand i Socialpædagogerne Nordjylland Peter H S Kristensen.

71 procent har fået dårligere tid

I alt 1.075 nordjyske socialpædagoger har deltaget i undersøgelsen, der er lavet blandt alle offentligt ansatte medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland.

I undersøgelsen svarer 71 procent af socialpædagogerne, at de oplever, at de har fået dårligere tid til deres arbejdsopgaver i løbet af de seneste fem år.

Blot tre procent af de nordjyske socialpædagoger svarer, at de har fået bedre tid til deres arbejdsopgaver. 26 procent af socialpædagogerne oplever ifølge undersøgelsen, at de har den samme tid til deres arbejdsopgaver som for fem år siden.

71 procent af de nordjyske socialpædagoger har de seneste år fået dårligere tid til deres arbejdsopgaver.

Nedskæringer giver mere arbejdspres

Flere af deltagerne uddyber deres svar i undersøgelsen, og de forklarer blandt andet, at det stigende arbejdspres hænger sammen med, at der er blevet færre socialpædagoger til opgaverne på deres arbejdsplads.

Enten fordi personalegruppen på deres arbejdsplads på grund af nedskæringer og besparelser er blevet mindre. Eller fordi socialpædagoger i løbet af de senere år er blevet erstattet af vikarer og andre faggrupper:

”For to år siden var vi 16 pædagoger. Nu er vi kun 11 pædagoger til de samme arbejdsopgaver.”

”Vi er næsten aldrig den normering, vi skal være.”

”Der er mange flere vikarer, som gør, at vi som pædagoger skal løbe stærkere for at undgå vold, overgreb og borgere, der måske løber væk.”

Bruger for meget tid på bureaukrati

Andre af deltagerne i undersøgelsen peger desuden på, at socialpædagogernes arbejdspres hænger sammen med, at de bruger en stigende andel af deres arbejdstid på sundhedsopgaver og på registrering og dokumentation:

”Alt for meget dokumentation, i stedet for nærvær med borgerne.”

”Der bruges mere tid på systemer og dokumentation.”

”Administration, voksende byrde af meningsløse dokumentationskrav, bureaukrati for systemets skyld. Kerneopgaven er ikke længere at yde hjælp til borgerne, kerneopgaven er blevet at fodre et umætteligt system med meningsløse data.”

65 procent af de nordjyske socialpædagoger har mindre tid til relationsarbejdet end for fem år siden.

Mindre tid til relationsarbejde

Alt imens arbejdspresset stiger, oplever socialpædagogerne, at de får mindre tid til relationsarbejdet med borgerne, som er socialpædagogikkens faglige DNA.

Ifølge undersøgelsen bruger 65 procent af de nordjyske socialpædagoger mindre tid på relationsarbejde med borgerne i dag sammenlignet med for fem år siden.

Tre procent af de nordjyske socialpædagoger svarer, at de har fået mere tid til relationsarbejdet. 32 procent svarer, at de har samme tid til relationsarbejde med borgerne, som de havde for fem år siden.

Fagligheden er under pres

I det hele taget svarer mere end halvdelen af de nordjyske socialpædagoger, at de i løbet af de seneste fem år har fået sværere ved at bruge deres faglighed på deres arbejde.

53 procent af socialpædagogerne svarer i undersøgelsen, at de har dårligere mulighed for at udfolde deres socialpædagogiske faglighed i dag, end de havde for fem år siden.

53 procent af de nordjyske socialpædagoger har fået dårligere mulighed for at bruge deres faglighed de sidste fem år.

Syv procent af de nordjyske socialpædagoger svarer, at de har fået bedre mulighed for at udfolde deres faglighed i løbet af de seneste fem år.

39 procent af socialpædagogerne oplever, at de har den samme mulighed for at udfolde deres faglighed som for fem år siden.

(Offentliggjort den 8. maj 2024)

Info

Om Indsigt

Indsigt er Socialpædagogerne Nordjyllands nyhedsbrev og formidler de gode og de kritiske historier inden for det socialpædagogiske arbejdsområde i Nordjylland. Nyhedsbrevet giver medlemmer af Socialpædagogerne Nordjylland og andre interesserede indsigt i, hvad der rører sig inden for faget i Nordjylland.

Læs mere

Har du en god historie?

Så send en mail til redaktionen.

Send mail

Nyhedsbrev

Modtag indsigt som nyhedsbrev direkte i din indbakke og få godt læsestof til hverdagen.

Tilmeld