Brunchmøderne var ikke alene for medlemmer. Også ikke-medlemmer var velkomne, og efterfølgende har flere af dem valgt at melde sig ind i Socialpædagogerne. Sofie Løkken Henriksen er en af de nye medlemmer.
”Jeg synes, at det var et rigtig godt dialogmøde. Jeg er relativ ny familieplejer, og jeg deltog i brunchmødet for at høre, hvad der rør sig på vores område, og om hvad Socialpædagogerne Nordjylland kan tilbyde mig. Efter mødet har jeg meldt mig ind,” siger Sofie Løkken Henriksen, der sammen med sin mand blev godkendt som plejefamilie sidste år.
En del af et fællesskab
Familien bor i Langholt i Aalborg Kommune, og hun deltog i brunchmødet, som blev holdt en formiddag sidst i september i Aalborg. Derudover er der også blevet holdt brunchmøder for familieplejere i Thisted, Brønderslev, Vesthimmerland og Mariagerfjord.
”Jeg har valgt at melde mig ind, fordi jeg tror på, at Socialpædagogerne Nordjylland kan hjælpe mig, hvis jeg for eksempel kommer ud i nogle situationer, hvor kommunen vil sætte vores honorar ned eller ændre på de forhold, som vi arbejder under,” siger Sofie Løkken Henriksen, der også gerne vil benytte sig af kurser og andre tilbud, som hun kan deltage i som familieplejer.
”Som medlem af Socialpædagogerne Nordjylland bliver man også del af et fællesskab, som man lidt mangler, når man er en plejefamilie. Som familieplejer kan man nemt komme til at stå meget alene med tingene. Det var virkelig rart at møde nogle af de andre familieplejere på brunchmødet og høre om deres erfaringer,” siger Sofie Løkken Henriksen.
Unikt at være plejefamilie
Hun kommer fra et hjem, hvor forældrene har været familieplejere, og gennem sin opvækst har der altid været plejebørn i hendes barndomshjem. Sammen med sin mand har hun to biologiske døtre på fem og otte år, men de har altid været enige om, at de på et tidspunkt også gerne vil være plejefamilie.
For godt et år siden blev de plejefamilie for en lille pige, der var under en måned gammel, da de tog imod hende.
”Jeg synes, at det er en fantastisk mulighed for at hjælpe et barn og give hende nogle trygge rammer. Det er unikt at være med til at gøre en forskel for et barn, som har haft en udfordrende start på livet,” siger Sofie Løkken Henriksen.
Har tegnet bierhvervsmedlemskab
Ud over at være plejefamilie arbejder hun som SOSU-assistent 25 timer om ugen på et plejecenter, hvor hun også er tillidsrepræsentant. Hun er derfor medlem af FOA, og det fortsætter hun med, mens hun har tegnet et bierhvervsmedlemskab hos Socialpædagogerne.
Hendes mand Steffen er allerede medlem af Socialpædagogerne Nordjylland. Han er uddannet pædagog og arbejder til daglig på et botilbud for udsatte unge.
(Offentliggjort den 23. december 2021)