”Jeg får tics, når jeg hører ordet plejer,” udbryder Tina Rose Poser, da hun bliver spurgt til, hvordan det er at være socialpædagog på et socialpsykiatrisk bosted som Visborggaard, hvor der indtil for få år siden stort set kun var medarbejdere med en sundhedsfaglig baggrund.
Fakta:
Visborggaard er et bosted for voksne mennesker med en sindslidelse. Flere af beboerne har svære sideproblemer som fx misbrug, retsforanstaltninger, svær social tilpasning mv. Der er plads til 46 beboere, og der er omkring 70 ansatte, hvoraf der er ti socialpædagoger, ni ergoterapeuter, to sygeplejersker og 35 social- og sundhedsassistenter.
De seneste to år er antallet af socialpædagoger vokset fra to til ti. Bag den udvikling ligger en erkendelse af, at borgerne har godt af at blive mødt af flere fagligheder og ikke kun den sundhedsfaglige.
”Og styrken ved Visborggaard er netop tværfagligheden. Vi kan ikke undvære hinandens fagligheder, og det er tydeligt, at her både er brug for en sundhedsfaglig, en pædagogisk og en ergoterapeutisk tilgang. Vi lærer rigtig meget af hinanden,” siger socialpædagog Lise Bang.
Men hun og hendes to socialpædagogkolleger, Kim Albrecht og Tina Rose Porser, er også enige om, at det i begyndelsen var svært og lidt en kamp at få sin faglighed i spil. Det nemmeste i verden ville være at indordne sig og gøre, som kollegerne plejede. Men socialpædagogerne har kæmpet for at holde fast i deres faglighed og deres tilgang:
”Det er jo netop vigtigt, at vi har hver vores faglige tilgang, for det er der brug for. Derfor har vi ikke været bange for at udfordre de faste måder at gøre tingene på. Jeg oplever også, at der er kommet en langt større lydhørhed, åbenhed og nysgerrighed overfor, hvad en socialpædagog tænker og kan bidrage med,” siger Kim Albrecht, der også er socialpædagogernes tillidsrepræsentant.
Medicin og tilgang
”Før var der meget fokus på sydom og medicin, men nu arbejder vi med tværfaglighed for at få en recovery-orienteret tilgang og mestring af eget liv, så beboerne bliver så selvhjulpne som muligt med den guidning og støtte, som de nu har brug for. Det er vigtigt, at vi ikke overtager beboernes liv, men guider dem gennem deres hverdag,” siger Tina Rose Porser.
Samtidig arbejder socialpædagogerne hele tiden meget med deres egen tilgang og sætter løbende spørgsmål ved, om de kan ændre noget ved deres tilgang til beboerne, så det fx ikke bliver nødvendigt at give ekstra medicin.
”Efterhånden er det blevet sådan på vores afdeling, at vi lige overvejer, om vi kan gøre noget andet end at give medicin. Det har taget tid at nå dertil, men der er sket en udvikling, siden vi kom. Før holdt medarbejderne daglige statusmøder, hvor de vingede af, om beboerne havde fået deres medicin. Nu holder vi daglige refleksionsmøder, hvor vi reflekterer over vores faglige tilgang og vender alternative løsninger,” siger Kim Albrecht.
Kim Albrecht, Lise Bang og Tina Rose Poser.
Ikke bange for konflikter
”Der kunne godt være lidt en tendens til, at man helst skulle undgå konflikter med beboerne og være varsom med at udsætte dem for udfordringer. Men vi er ikke bange for konflikter og udfordringer, for det er ofte det, som skaber udvikling,” siger Lise Bang.
Socialpædagogerne oplevede for eksempel, at man ikke måtte påtale, når en beboer røg indenfor, for så ville vedkommende blive gal, eller at en beboer fx skulle have pn-medicin på grund af angst for en vinduespudser, som skulle komme og pudse vinduer.
”Den slags er vi ikke bange for at udfordre, for vi vil gerne finde en anden vej, selvom det indimellem kan give konflikter. Det er jo der, du kan rykke mennesker,” siger Kim Albrecht.
Derfor tog han for eksempel en snak med beboeren, der var bange for vinduespudseren, og løsningen blev, at beboeren ikke fik medicin, men at hun selv vaskede sine vinduer, så hun slap for vinduespudserens besøg.
Faglighed og følelser
Alle tre socialpædagoger er enige om, at de er rigtig glade for arbejdet med borgerne og for samarbejdet med social- og sundhedsassistenterne, ergoterapeuterne og sygeplejerskerne.
”Men nogle af vores kolleger oplever det som en personlig kritik, når der sker forandringer, eller når der pludselig bliver ansat socialpædagoger og ergoterapeuter. I stedet for at have en faglig tilgang til forandringerne, er der en meget personlig og følelsesfuld tilgang til det. Det har jeg det svært med, for jeg synes jo, at vi hver dag oplever, at det giver mening for borgerne, at vi er forskellige fagligheder,” siger Tina Rose Poser.
(Offentliggjort den 4. november 2016)
