Emner

Flere kommuner skal give familieplejere fast løn

Socialpædagogerne Nordjylland vil gerne have, at flere nordjyske kommuner indfører en ny honoreringsmodel til familieplejere, så de sikres en fast løn gennem hele anbringelsesperioden.

Det skal være slut med pludselige eller årlige vederlagsforhandlinger for familieplejerne, for det skaber utryghed og frustration. Det mener Socialpædagogerne Nordjylland, der ligesom Kommunernes Landsforening anbefaler kommunerne at gå over til den såkaldte gennemsnitsmodel, når de skal honorere familieplejerne.

”Vi vil rigtig gerne have, at flere kommuner begynder at bruge gennemsnitsmodellen, for så bliver familieplejerne honoreret på en sober og ordentlig måde. De skal ikke bruge kræfter på at frygte den næste vederlagsforhandling, men kan koncentrere sig om barnets behov,” siger Charlotte Enevoldsen, faglig sekretær i Socialpædagogerne Nordjylland.

Ro og forudsigelighed

Gennemsnitsmodellen går kort fortalt ud på, at familieplejernes honorering fastholdes på samme niveau gennem hele anbringelsesforløbet, og honoreringen kan som udgangspunkt ikke genforhandles. Honoreringens størrelse baseres på en grundig udredning af det enkelte barn ogden gennemsnitlige plejeopgave fordelt over tid. Plejefamilien vil derfor i nogle perioder løfte en større opgaven, end de bliver honoreret for, ligesom de i andre perioder vil løfte en mindre opgave.

”Modellen sikrer familieplejerne stabilitet og tryghed omkring deres indkomst og sikrer, at kommunen ikkesætter dem ned i vederlag midt i et anbringelsesforløb.  Det giver ro omkring opgaven, og plejefamilierne kan koncentrere sig om at være der for barnet fremfor at skulle være nervøse for, om plejeforholdet vil slutte ved den næste vederlagsforhandling,” siger Charlotte Enevoldsen, der desværre ofte oplever, at mange bliver presset helt derud, hvor de overvejer at stoppe som plejefamilie, når de forhandler vederlag med kommunerne. 

Hun mener, at gennemsnitsmodellen også vil betyde, at kvaliteten i den opgave, som familieplejerne løser, vil blive bedre.

”Familieplejerne skal ikke længere være bange for at ryge ned i vederlag, hvis de klarer opgaven godt, og derfor vil de også i højere grad have fokus på barnets ressourcerog på at skabe en god anbringelse,” siger Charlotte Enevoldsen.

Dialog med flere kommuner

Socialpædagogerne Nordjylland har allerede været med i processen, da Vesthimmerlands Kommune for nyligt besluttede at gå i gang med at indføre gennemsnitsmodellen, og nu er der også kommet en henvendelse fra Rebild Kommune, som gerne vil samarbejde med Socialpædagogerne om at kigge på gennemsnitsmodellen.

”Vi er rigtig glad for at blive inviteret med til bordet, for vi kan bidrage med den viden vi har om familieplejerne og de bekymringer, som de har. Jeg oplever, at vi har haft en meget åben dialog med i første omgang Vesthimmerlands Kommune, og jeg tror på, at den åbenhed vil fortsætte, når de skal præsentere modellen for familieplejerne,” siger Charlotte Enevoldsen.

Socialpædagogerne Nordjylland har nu planer om at tage kontakt til alle nordjyske kommuner for at tilbyde, at de i fællesskab kan tage en dialog om gennemsnitsmodellen, så endnu flere kommuner kan begynde at bruge den model.

Offentliggjort den 4. juli 2019

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld