Emner

Hjørring Kommune vil gerne have flere på fuldtid

Direktør i handicapforvaltningen i Hjørring Kommune, Leif Serup, bakker op om KL’s mål om at få flere på fuldtid. Men det er svært at få til at hænge sammen i praksis. Derfor efterlyser han andre muligheder.

Der bliver flere og flere ældre i Danmark, og samtidig bliver der færre i den arbejdsdygtige alder. Det betyder, at der kommer til at være færre hænder og rift om arbejdskraften i fremtiden. Derfor er direktør i handicapforvaltningen i Hjørring Kommune, Leif Serup, helt enig i Kommunernes Landsforenings (KL) målsætning om, at få flere fra deltidsarbejde og over på fuldtidsarbejde i den offentlige sektor.

”Vi får brug for alle de hænder og timer, vi kan få i, og derfor står vi også bag KL’s dagsorden om at få flere på fuldtid,” siger Leif Serup.

Alligevel er mange af medarbejderne på de socialpædagogiske arbejdsområder ansat på deltid, og Hjørring Kommune slår også oftest deltidsstillinger op. Det skyldes ifølge handicapdirektøren, at der på disse arbejdsområder er særlige udfordringer med at have medarbejdere på fuldtid.

Ser muligheder i delt tjenestetid

”Udfordringen er, at der ikke er det samme behov for arbejdskraft i løbet af døgnet. Det svinger meget, hvilket behov vi har for medarbejdere, og derfor er det svært med den nuværende arbejdstidsaftale at tilbyde stillinger på 37 timer,” siger Leif Serup.

Derfor efterlyser han nogle alternative løsninger, så kommunen opnår den fleksibilitet i vagtplanlægningen, som der er brug for:

”Hvis vi i højere grad skal have mulighed for at tilbyde fuldtidsstillinger, så kunne man måske forestille sig, at medarbejderne får delt tjenestetid, så de kan møde ind og ud i løbet af dagen. En mulighed kunne også være, at medarbejderne har flere arbejdssteder i kommunen, så de kan komme op på 37 timer,” siger han.

Deltid passer mange bedst

Ifølge Leif Serup er en væsentlig barriere for at få medarbejderne på fuldtid, at mange af dem faktisk foretrækker at være deltidsansatte.

”Der er en del medarbejdere, som siger, at det passer dem bedst at have deltidsarbejde,” siger han, mens han ikke er stødt på medarbejdere, som er på deltid, fordi de ikke kan holde til at være på fuldtid.

”Hvis vi hører, at medarbejderne vælger deltid, fordi de ikke kan holde til at arbejde fuldtid, så har vi selvfølgelig et problem, som skal løses. I sådanne situationer ville vi tage problemstillingen op sammen med medarbejderne og arbejdsmiljørepræsentanter. Vi har jo ikke nogen interesse i at slide vores medarbejdere ned,” siger Leif Serup.

(Offentliggjort den 6. januar 2021)

Info

Har du en god historie?

Send mail

Nyhedsbrev

Tilmeld