Overskriften kunne godt lyde som en irettesættelse fra forældre til et barn, men det er faktisk en kort sætning, som jeg ofte fristes til at bruge i det daglige arbejde.
Vi ser en mere rå tone, når mennesker med behov for fællesskabets støtte omtales. Når et råt sprog accepteres, bliver det også mere legalt, at man kan lade handling følge den måde, man taler om borgerne på.
Lad mig komme med et eksempel. For nogle år siden snakkede man om, at de udsatte børn og unge var som gøgeunger, der tog maden ud af munden på normalområdet. I dag snakker alle politikere om, at det er anbringelsesområdet, der gør, at man ikke kan bruge flere penge på normalområdet. Det er nu en automatik, at de to områder er hinandens betingelse i det kommunale system, selv om der er mange områder i en kommune, som der skal bruges penge på. Senest har vi set et konkret spareforslag, hvor en kommune skriver, at lokalområderne skal kunne rumme og tåle, at der i lokalområdet færdes unge med misbrug, kriminalitet, og som kan være selvmordstruede.
Hvordan er vi kommet dertil, hvor man overhovedet kan finde på at skrive, at man skal acceptere at unge er selvmordstruede? Det er for kynisk!
Et andet eksempel fra en kommune finder vi indenfor handicapområdet, hvor et flertal af byrådet i deres budgetaftale sparer kr. 565.000 på normering i tre botilbud. Denne besparelse tager udgangspunkt i et spareforslag, hvor man skriver, at konsekvensen er, at der ingen weekendaktiviteter vil være, og kun basale behov løftes. Der er i behandlingen sket en halvering af sparekravet, men uanset hvilken betydning det konkret får, så står det tilbage, at man gerne må tale om et tilbud for handicappede borgere på den måde.
Dette uagtet at det grundlæggende er i strid med Handicapkonventionen.
Når man accepterer en mere rå tale om de mennesker, socialpædagogerne arbejder med, så er der en reel risiko for, at de vilkår, socialpædagogerne arbejder under, bliver som repræsentanter for en mere rå tilgang. At forhindre det sker, er en opgave, vi må tage på os.
Vi kan som faggruppe kun arbejde med en dyb respekt for de mennesker, vi arbejder med, som de ligeværdige borgere de er. En respekt som tager udgangspunkt i vores etiske værdier:
- Værdighed
- Medmenneskelighed
- Social retfærdighed
- Frihed
- Professionel integritet
Det skal vi gøre i det daglige arbejde, men vi skal også konfrontere alle, som ikke har den tilgang til de udsatte grupper i dagligdagen. Det har borgerne krav på, og det fastholder vort fags kvalitet.
Offentliggjort den 9. oktober 2014
